Sprøjtealternativer

Sprøjtefri Webbanner (Mid Page)

Håndkraft i haven sikrer rent vand i hanen

I Aarhus bor vi alle sammen ovenpå vores drikkevandsressource. I dag ligger flere drikkevandsboringer i eller tæt ved byområder. Brug af sprøjtegift i haver risikerer derfor at sive ned i grundvandet.

Heldigvis kan man sagtens passe haven uden brug af sprøjtegift og på den måde være med til at sikre sundt og rent drikkevand i vores vandhaner – nu og i fremtiden. Her på siden finder du nemme miljøvenlige alternativer til sprøjtegift og tips til at gøre havearbejdet både nemt og bæredygtigt.

Sprøjtefrifliser

Fliser og sten

Skal du holde fliserne rene for ukrudt, er det lettest at fjerne nyspiret ukrudt mellem fugerne lige efter regn. Brug en fugerenser eller lignende. Fej gerne dine fliser med en stiv kost en gang i ugen og kom godt og grundigt forbi fugerne. Døjer du med alger på overfladen af dine fliser, kan det også hjælpe at skrubbe fliserne godt med en stiv kost og en blanding af sand og vand. Skyl blandingen væk og dine fliser er rene igen.

Miljøstyrelsen har samlet de bedste råd til at planlægge den rette belægning, så det kræver mindre arbejde at holde det pænt.
Sprøjtefriblomster

Prydplanter og bede

Du kan forebygge ukrudt under dine planter ved at dække jorden med bunddække og herved begrænse adgang til lys, vand og næring. Bunddække er dog kun forebyggende og rodukrudt skal derfor fjernes først. Jorddække giver også skjulesteder til nyttedyr, som kan hjælpe med bekæmpelsen af skadedyr, hvis dine planter skulle blive angrebet. En kraftig vandstråle kan også reducere de værste luseangreb, men ellers bør du lade nyttedyrene gøre deres arbejde.

Miljøstyrelsens guide til forebyggelse og bekæmpelse af ukrudt og skadedyr i dine planter kan være en god hjælp, hvis du ikke selv har så grønne fingre.
Sprøjtefrimos

Græsplænen

Mos i græsplænen kan bekæmpes med en rive. Når du river plænen er det vigtigt, at jerntænderne har været helt nede og løsne det øverste jordlag, sådan at græsrødderne får masser af lys og luft. Jo bedre vækstvilkår græsset får, jo sværere bliver det også for både mos og ukrudt at gro. Det kan være en god idé at investere i en mosrive, som har nogle meget smalle men lange tænder, så du holder græstæppet tæt og i god vækst. Kommer der huller i græstæppet skal de eftersåes med det samme, så ukrudtsfrø ikke får lejlighed til at spire frem.

På Miljøstyrelsens hjemmeside kan du læse flere gode råd til at holde din græsplæne grøn, tæt og fri for både mos og ukrudt.
Vildmedviljebanner

Drop sprøjtegiften og lad haven være vild med vilje

Den mest simple måde at undgå sprøjtegift er naturligvis at lade haven være, som den er. Vild med vilje er blevet en stor trend iblandt danske haveejere og mange lader bevidst ukrudtet og græsplænen vokse for at skabe et bedre miljø for insekter og standse tabet af biodiversitet. Samtidigt kan du undgå unødvendige sprøjtegifte, som risikerer at ende i det grundvand, der en dag bliver vores drikkevand.

Få inspiration til en vildere have
Sprøjtefribusk

Frugttræer og buske

Hvis dine frugttræer og andre buske er blevet angrebet af skadedyr, så kan du bekæmpe dem ved manuelt at fjerne skadedyrene og/eller de angrebne blade og smågrene. Generelt bør du altid sørge for at fjerne syge og angrebne blade og grene, så snart du opdager dem, så du undgår, at skadedyrene spreder sig til resten af planten og andre træer og buske i nærheden.

Miljøstyrelsen har samlet mange gode råd til både forebyggelse og bekæmpelse af skadedyr i dine frugttræer og buske. Herunder også en guide til, hvordan du bedst bekæmper hver enkelt type skadedyr.
Sprøjtefridrivhus

Drivhuset

I drivhuset gælder lidt de samme råd som for frugttræer og buske. Større skadevoldere som lus og larver kan bekæmpes manuelt ved at indsamle og fjerne dem, samt fjerne de angrebne blade for at mindske spredningen. Nyttedyr, som fx mariehøns og deres larver, er også særligt gode til at bekæmpe lus i drivhuset. Hertil er det også en god ide at så eller plante bunddække som tagetes eller tallerkensmækker, da de tiltrækker nyttedyrene.

Miljøstyrelsen har også samlet en masse andre gode råd til forebyggelsen af skadedyr i drivhuset, og hvordan du kommer dem til livs, hvis uheldet er ude.
Sprøjtefrikøkkenahve

Køkkenhaven

Når det kommer til køkkenhaven, så er det bedste og vigtigste råd at skabe et havemiljø, der er så naturligt som muligt. Dette kan du gøre ved at plante blomstrende bede, lave vandhuller og/eller fuglebade, opsætte redekasser til fuglene og skabe plads til nyttedyr fx ved brug af bunddække på jorden. Evt. bør du i grøntsagernes spæde start dække dem med et insektnet, så flyvende skadedyr ikke kan komme til dem, før de er vokset mere robuste.

Miljøstyrelsen har mange flere gode råd både til forebyggelse og bekæmpelse af skadedyr i køkkenhaven.