Publiceret: 17. apr. 2024

Sprøjtealternativer til fliser og sten

Sprøjtefri2

Vidste du, at risikoen for at forurene grundvandet er særligt stor, når der sprøjtes eller bruges kemikalier på flisearealer? Heldigvis kan man sagtens holde fliserne rene uden brug af sprøjtegift. Se hvordan her på siden.

Ukrudt i fugerne

Fjern ukrudt efter regn 

Skal du holde fliserne rene for ukrudt, er det lettest at fjerne nyspiret ukrudt mellem fugerne lige efter regn. Brug en fugerenser eller lignende. Fej gerne dine fliser med en stiv kost en gang i ugen og kom godt og grundigt forbi fugerne.

Brug det overskydende kogevand

Du kan holde dine fliser fri for ukrudt på mange måder. Hvis du er træt af fugerenseren, men gerne vil holde din have fri for sprøjtegift, kan du også bruge kogende vand på fliserne. Du kan med fordel bruge det overskydende kogevand fra f.eks. kartofler til at hælde på ukrudtet. For at dræbe ukrudtet skal du hælde vand på indtil den grønne farve ændre sig.

Alger

Døjer du med alger på overfladen af dine fliser, kan det hjælpe at skrubbe fliserne godt med en stiv kost og en blanding af sand og vand.

Skyl blandingen væk og dine fliser er rene igen.

Grusarealer

Ukrudt mellem stenene på grusarealer kan fjernes med rive og skuffejern. Start med at rive gruset allerede i det tidlige forår, før ukrudtet sætter frø. Dette gør det nemmere at holde ukrudtet nede hele sommeren. Skær ukrudt over lige under jordoverfladen med et skuffejern. På større arealer, kan du bruge en hjulhakke.

Skal du i gang med at anlægge et areal med grus, kan du også komme ukrudtet i forkøbet ved at ligge en fiberdug ud under området. Fiberdugen forhindrer nemlig rodukrudt i at komme op.